Jeg ved ikke med jer men jeg har et specielt sted som jeg tager til en
god varm dag i April, et sted med vand, klitter, lyng et åndehul som jeg
åbenbart er ene om for jeg har ikke set et menneske der i de 15 år jeg
er kommet der.
Jeg har min kat med som elsker stedet og tonser rundt og prøver at
tæmme bølgerne som så gør at den hopper op i mit skød og bruger mig som
dørmåtte - bæst...
Fiskestangen er ude og venter på bid, bålet er lagt hvis jeg fik
bid, mega idyl og sidder bare og mediterer og lader op. En snog kryber
langsom forbi mig i lyngen og kravler op på en sten for at få varmen.
Ren idyl - hvad kan man forvente mere?
Ikke noget krav, præstation bare naturen i fuld flor, missen skal
så lige prøve at undersøge bålet og får poterne svedet af - dumme bæst
så kan den lære det. Hopper op for at blive trøstet og igen skal jeg
være dørmåtte.
Mange mennesker har deres asyl deres eneste ene hvor de lader op -
det kan være et bestemt sted i skoven eller andre steder i verden jeg
har mit sted her i et smørhul af det bedste Danmark kan præsterer af
natur.
Nogen har havet andre har andre steder - men jeg er sikker på vi alle har et specielt sted.
Mange har ikke opdaget sjælefreden som er et plaster for den
travle hverdag, man køre på brænder ud - nyt job og cirklen forsætter i
en uendelighed til man er færdig.
Livet er meget mere end arbejde, familie, venner, bekendte, der
skal også være plads for egoet - det som finder sit eget sted at lade
op.
